AaB udstillet i Parken

11. november 2012 kl. 20:54

Således blev håbet om en AaB-overraskelse hurtigt slukket, da tre tabte dueller på standardsituationer i straffesparksfeltet hurtigt gav FCK en komfortabel udgangsposition.

I forhold til pokalkampen i torsdags i Esbjerg havde AaB fire ændringer i startformationen, hvor Kenneth Emil Petersen, Rasmus Würtz, Hallur Hansson og Kasper Kusk afløste Rasmus Thelander, Jakob Ahlmann, Nicolaj Thomsen og Rolf Toft.

De allerførste minutter var ganske jævnbyrdige, men det så meget let ud, da hjemmeholdet i det syvende minut tog føringen ved Nicolai Jørgensen, som upresset sendte et forlænget indkast i netmaskerne.

Herfra sad FCK solidt på begivenhederne, og allerede i det 12. minut blev det 2-0, da Nicolai Jørgensen uhindret kunne stige til vejrs og heade Christian Bolanos’ præcise hjørnesparksbold ind bag AaB-keeper Nicolai Larsen.

Dermed blev mønsteret det samme som i adskillige af AaB’s seneste besøg hos FCK, og efterfølgende var der store muligheder til både César Santin og Claudemir, inden det efter 24 minutter blev 3-0, da Kenneth Emil Petersen i en hård duel med Andreas Cornelius var uheldig at heade et langt indkast i eget net.

I fortsættelsen var César Santin i to omgange nærgående, før FCK-angriberen tre minutter før pausen omsider fik held med sig, da et lidt unødvendigt begået straffespark af Patrick Kristensen sikkert blev omsat fra pletten.

I de sidste 45 minutter cruisede FCK’erne sig igennem, mens AaB fuldt forståeligt blot havde som målsætning at undgå en endnu større ydmygelse.

Nicolai Larsen reddede i 63. minut et afrettet skudforsøg fra Claudemir, mens Andreas Cornelius 16 minutter senere headede en stor chance over målrammen.

Den indskiftede 100 kamps jubilar Kasper Bøgelund var syv minutter før tid ophavsmand til AaB’s eneste(!) forsøg på mål, da Mathias Wichmanns halvkiksede afslutning blev samlet op af FCK’s arbejdsløse keeper Kim Christensen.

I den modsatte ende måtte Nicolai Larsen i det 88. minut for sidste gang i aktion, da Pierre Bengtsson var sluppet igennem i venstre side.

Der går en uge, før AaB får muligheden for at rejse sig, når AC Horsens gæster Nordjyske Arena. Køb i forsalg billet til opgøret her.

Matchfacts – Superligaen, 16. spillerunde
FC København-AaB  4-0 (4-0)
7. min 1-0 Nicolai Jørgensen, 18. min 2-0 Nicolai Jørgensen, 24. min 3-0 selvmål Kenneth Emil Petersen, 42. min 4-0 César Santin.
Advarsler FC København: Michael Jakobsen (2), Thomas Delaney (14).
Advarsel AaB: Patrick Kristensen (41).
12.493 tilskuere i Parken.

FC København (4-4-2): Kim Christensen, Lars Jacobsen (69: Christoffer Remmer), Kris Stadsgaard, Michael Jakobsen, Pierre Bengtsson, Christian Bolanos, Claudemir, Thomas Delaney, Nicolai Jørgensen (76: Danny Amankwaa), César Santin (46: Martin Vingaard), Andreas Cornelius.

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Henrik Dalsgaard, Kenneth Emil Petersen (35: Rasmus Thelander), Lasse Nielsen, Patrick Kristensen (74: Kasper Bøgelund), Mathias Wichmann, Rasmus Würtz, Hallur Hansson, Anders Due, Kasper Kusk (60: Jeppe Curth), Nicklas Helenius.

Dommer: Lars Christoffersen.

'