AaB-sejr fastholder tredjepladsen

AaB-sejr fastholder tredjepladsen

18. november 2012 kl. 16:20, af Brian Andersen

Med en velfortjent gevinst på 2-0 over AC Horsens forsvarede AaB søndag eftermiddag Superligaens tredjeplads. 
Kenneth Emil Petersen og indskiftede Rolf Toft nettede for AaB. 

Således fik AaB sin første sejr i næsten en måned, og alt andet havde også været uretfærdigt i dagens dyst på Nordjyske Arena.

ACH2I forhold til opgøret mod FC København for en uge siden havde AaB to ændringer i startformationen, hvor Jakob Ahlmann og Jeppe Curth afløste Patrick Kristensen og Hallur Hansson.

AaB startede aggressivt og var allerede inden for de første par minutter nærgående tre gange, og efter flere tilløb kom også føringstræfferen i det niende minut, da Kenneth Emil Petersen pandede Anders Dues perfekte hjørnesparksbold i netmaskerne.

Seks minutter senere opstod en ny god mulighed til AaB, men i en overtalssituation lykkedes det desværre ikke for Anders Due at finde vej til Nicklas Helenius i fri position.

Langsomt kom gæsterne bedre med, mens AaB midtvejs i halvlegen blev ramt af en ankelskade til Henrik Dalsgaard, som blev afløst af Kasper Bøgelund.

ACH3I det 28. minut kiksede AC Horsens en gunstig overtalssituation, der til forveksling lignede AaB’s tidligere i halvlegen, men herudover blev AC Horsens faktisk aldrig for alvor farlige over for en velfungerende AaB-defensiv, hvor især Kenneth Emil Petersen og Lasse Nielsen strålede.

Efter 34 minutter flugtede en velspillende Mathias Wichmann en god bold fra Anders Due lige på AC Horsens-keeper Frederik Rønnow, mens Jeppe Curth et minut før pausen var tæt på med et hovedstød.

Blot tre minutter inde i anden halvleg var både Jeppe Curth og Nicklas Helenius centimeter fra at nå frem til et fladt skarpt indlæg fra Kasper Bøgelund, ligesom Lasse Nielsen to minutter senere var centimeter fra at score i eget net via et AC Horsens-indlæg fra venstre.

Anders Due havde et udmærket frisparksforsøg, men ellers var det udeholdet, som i denne fase pressede på, og i det 61. minut kunne Mathias Wichmann efter et giftigt boldtab takke Lasse Nielsen for en heroisk forsvarsaktion, som i sidste øjeblik forhindrede en afslutning.

ACH16Herfra fik AaB igen fat, og i henholdsvis det 73. og det 75. minut havde Kasper Bøgelund store chancer efter veludførte AaB-angreb.

Også Mathias Wichmann truede gæsternes mål, før Anders Due med otte minutter igen krøllede et direkte frispark op på overliggeren.

Blot få øjeblikke senere hamrede Kasper Kusk læderet på indersiden af stolpen, men heldigvis kom den forløsende 2-0 træffer fire minutter før tid, da Rolf Toft kunne score sit første AaB-mål, da han fra tæt hold skubbede en ripost efter en halvklaret afslutning fra Kasper Kusk over stregen.

Dermed blev tre vigtige point sikret, og næste opgave for AaB er udekampen mod Randers FC på fredag aften.

(Fotos: Carsten Kuna Kristensen).   

Matchfacts – Superligaen, 17. spillerunde
AaB-AC Horsens  2-0 (1-0)
9. min 1-0 Kenneth Emil Petersen, 86. min 2-0 Rolf Toft.
Advarsel AaB: Lasse Nielsen (36).
Advarsler AC Horsens: Anders Nøhr (72), Morten Rasmussen (81).
5.567 tilskuere på Nordjyske Arena.

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Henrik Dalsgaard (22: Kasper Bøgelund), Kenneth Emil Petersen, Lasse Nielsen, Jakob Ahlmann, Kasper Kusk, Rasmus Würtz, Mathias Wichmann, Anders Due, Jeppe Curth (84: Rolf Toft), Nicklas Helenius (66: Hallur Hansson).

AC Horsens (4-2-3-1): Frederik Rønnow, Alexander Juel Andersen, Morten Rasmussen, Mads Agesen, Anders Nøhr (74: Troels Kløve), Janus Drachmann (70: Jude Nworuh), Martin Retov, Lasse Kryger, Martin Spelmann, Thomas Kortegaard, André Bjerregaard (64: Henrik Toft).

Dommer: Jens Maae.

Relaterede nyheder:

  • Click foto

AaB A/S
Hornevej 2
9220 Aalborg Øst

Telefon: +45 96 35 59 00
Fax: +45 96 35 59 10
Email: aab@aab-as.dk


Åbningstider

Mandag - torsdag: 9.00 - 16.00
Fredag: 9.00 - 15.00

aabsport.dk bruger cookies til statistik. Når du bevæger dig videre, accepterer du vores brug af cookies.  Luk | Læs mere