AaB komfortabelt videre

3. oktober 2012 kl. 17:51

AaB’s mål på Tingbjerg Ground blev sat ind af Kasper Kusk og to gange Nicklas Helenius.

I forhold til Superliga-opgøret i søndags mod Silkeborg I.F. havde AaB fem ændringer i startformationen, hvor Rasmus Thelander, Patrick Kristensen, Nicolaj Thomsen, Mathias Wichmann og Kayke afløste Lasse Nielsen, Jakob Ahlmann, Thomas Augustinussen, Anders Due og Jeppe Curth.

Helenius-ny-1Fra første fløjt blev der budt på masser af klassisk pokalfight, og første AaB-forsøg lod vente på sig indtil det 16. minut, hvor Kasper Kusk testede Brønshøj-keeper Kim Drejs fra distancen.

Bare minuttet senere stod værterne for kampens første farlige forsøg, da Mark Leth Pedersen sendte et giftigt skud afsted fra venstre side af straffesparksfeltet, men en generelt sikker AaB-målmand Nicolai Larsen var på sin plads.

Igen skulle der blot gå et minut, inden der var fare på færde i den modsatte ende, og her udnyttede Kasper Kusk elegant Mathias Wichmanns fine forarbejde til at bringe AaB foran 1-0.

AaB var herfra i kontrol, og kun en god fodparade af Kim Drejs forhindrede Nicklas Helenius i at komme på måltavlen efter 31 minutter.

Otte minutter før pausen var det Kenneth Emil Petersen, der missede en hjørnesparksbold til den bageste stolpe fra Mathias Wichmann, mens også Kayke og igen Nicklas Helenius kunne have øget føringen.

Den fortjente 2-0 træffer kom dog bare to minutter efter pausen, da Kayke lagde læderet til rette for Nicklas Helenius, der fra kanten af straffesparksfeltet med en velkendt hård inderside udplacerede Kim Drejs.

I fortsættelsen truede Nicolaj Thomsen, og Henrik Dalsgaard ramte også stolpen, før værterne meget unødvendigt kom tilbage i dysten, da Nicolaj Thomsen lidt urutineret begik straffespark, som den tidligere AaB’er Simon Bræmer sikkert omsatte fra pletten.

AaB havde stadig greb om begivenhederne, selvom Nicolai Larsen 20 minutter før tid måtte redde fra tæt hold fra Emil Beggreen.

Den definitive afgørelse faldt imidlertid med et kvarter igen, da Nicklas Helenius blev revet omkuld i straffesparksfeltet, hvilket dommer Kenn Hansen takserede til både rødt kort til Mads Gabel-Jørgensen og straffe til AaB, som Nicklas Helenius sikkert udnyttede til at blive dobbelt målscorer.

I slutfasen misbrugte Rolf Toft en friløber serveret af Henrik Dalsgaard, men glædeligt var det, at AaB kom tilbage på sejrssporet.  

AaB er dermed klar til ottendedelsfinalerne på udebane mod enten Esbjerg I.F. 92 eller mere sandsynligt Esbjerg fB.

Men først gælder det allerede på søndag den næste udfordring i Superligaen, når Brøndby I.F. tager imod på eget græs.

Matchfacts – DBU Pokalen, 3. runde
Brønshøj Boldklub-AaB  1-3 (0-1)
18. min 0-1 Kasper Kusk, 47. min 0-2 Nicklas Helenius, 60. min 1-2 Simon Bræmer, 76. min 1-3 Nicklas Helenius.
Udvisning Brønshøj Boldklub: Mads Gabel-Jørgensen (75).
Advarsler Brønshøj Boldklub: Ingen.
Advarsel AaB: Rasmus Würtz (78).
1.065 tilskuere på Tingbjerg Ground.

Brønshøj Boldklub (4-4-1-1): Kim Drejs, Mads Gabel-Jørgensen, Mads Ibenfeldt, Jacob Berthelsen, Christian Gyldenøhr, Jesper F. Christiansen, Michael Jørgensen (55: Peter Ørbæk Larsen), Thomas Raun, Lucas Ohlander (81: Tim Risvig), Mark Leth Pedersen (55: Emil Berggreen), Simon Bræmer.

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Henrik Dalsgaard, Kenneth Emil Petersen, Rasmus Thelander, Patrick Kristensen, Kasper Kusk (77: Anders Due), Rasmus Würtz, Nicolaj Thomsen (82: Hallur Hansson), Mathias Wichmann, Nicklas Helenius, Kayke (67: Rolf Toft).

Dommer: Kenn Hansen.

'