3-0 efter blændende AaB-præstation

17. august 2012 kl. 20:41

Således kunne sejren være blevet langt større, men scoringer af Nicklas Helenius, Lasse Nielsen og Kasper Kusk skabte en fornøjelig sommeraften på Hele Nordjyllands Hjemmebane.  

FCM11I forhold til det seneste opgør i Horsens havde AaB en enkelt ændring i startformationen, hvor Mathias Wichmann afløste Kasper Kusk.

Faktisk startede gæsterne uhyre aggressivt, men da først AaB’s første chance faldt i det fjerde minut til Henrik Dalsgaard, så var der reelt kun et hold på banen resten af kampen.

Dalsgaard var straks efter nærgående på hovedstød, og i det tiende minut var højreforsvareren igen i centrum, da hans energiske og nydelige forarbejde skabte en stor chance til Nicklas Helenius, der dog sendte læderet i sidenettet.

AaB vandt næsten samtlige dueller overalt på banen, og det fortjente føringsmål kom i det 20. minut, da Mathias Wichmann og Lucas Andersen kombinerede sig smart igennem, så Wichmann kunne afslutte og Nicklas Helenius følge op ved at sinde riposten i netmaskerne.

FCM1De slukørede gæster måtte efter knap en halv time se den tidligere AaB’er Morten Duncan Rasmussen udgå med en skade, og Duncan blev sympatisk og bemærkelsesværdigt klappet fra banen af AaB’s hjemmepublikum.

FC Midtjyllands første afslutning lod vente på sig helt til det 44. minut, hvor AaB-keeper Nicolai Larsen ikke havde problemer med at redde skuddet fra indskiftede Jude Nworuh.

Inden pausefløjtet nåede AaB imidlertid at skabe yderligere to store tilbud, som desværre blev misbrugt af henholdsvis Nicklas Helenius og Lucas Andersen.

Da AaB ikke førte større efter den fremragende første halvleg, kunne man frygte for fortsættelsen, men undertegnedes skepsis blev hurtigt gjort til skamme i anden halvleg.

Således headede Lasse Nielsen hurtigt AaB på 2-0, og cheftræner Kent Nielsens tropper fortsatte herfra i regulær opvisningsstil med varieret offensiv fodbold og fuld koncentration i det defensive arbejde.

FCM3En vidunerlig scoring gjorde det efter 64 minutter til 3-0, da Kasper Kusk og Nicklas Helenius udspillede fem-seks modstandere, inden førstnævnte kunne skubbe sidstnævntes geniale pasning over mållinien.

Ti minutter senere var Nicklas Helenius centimeter fra at score for anden gang, men stolpen stod i vejen for AaB-angriberens drømmehug fra 25-30 meter.

I det 78. minut reddede Nicolai Larsen flot FC Midtjyllands farligste forsøg i kampen fra Danny Olsen, og i resten af dysten cruisede AaB overlegent den imponerende gevinst hjem.  

Med sejren besætter AaB i hvert fald for en stund andenpladsen i Superligaen, hvor næste udfordring er udekampen mod OB.

(Fotos: Carsten Kuna Kristensen).

Matchfacts – Superligaen, 6. spillerunde
AaB-FC Midtjylland  3-0 (1-0)
20. min 1-0 Nicklas Helenius, 52. min 2-0 Lasse Nielsen, 64. min 3-0 Kasper Kusk.
Advarsel AaB: Nicklas Helenius (48).
Advarsler FC Midtjylland: Kolja Afriyie (13), Kristian Bak Nielsen (49).
6.578 tilskuere på Nordjyske Arena.

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Henrik Dalsgaard, Kenneth Emil Petersen, Lasse Nielsen, Jakob Ahlmann (46: Patrick Kristensen), Mathias Wichmann, Rasmus Würtz, Thomas Augustinussen, Anders Due (39: Kasper Kusk), Lucas Andersen, Nicklas Helenius (82: Jeppe Curth).

FC Midtjylland (4-2-3-1): Jonas Lössl, Kolja Afriyie, Kristian Bak Nielsen (53: Erik Sviatchenko), Benjamin Kibebe, Jesper Lauridsen, Mads Pedersen, Petter Andersson (53: Mads Albæk), Sylvester Igboun, Danny Olsen, Jesper Juelsgård, Morten Duncan Rasmussen (28: Jude Nworuh).

Dommer: Michael Svendsen.

'