Komfortabel AaB-sejr i Hjørring

22. november 2011 kl. 19:56

Især i første halvleg var AaB altdominerende, og det ene velgennemførte angreb fulgte det andet med Nicolaj Thomsen og Mathias Wichmann som arkitekter på midtbanen.

AaB’s første farlige aktion kom efter 11 minutter, hvor flere førstegangsafleveringer havde Rolf Toft som næstsidste station, inden Mathias Wichmann knaldede læderet på roden af den ene opstander.

Otte minutter senere sendte Nicolaj Thomsen en god mulighed forbi mål, men bare to minutter efter udnyttede Jeppe Curth en præcis flad pasning fra Mathias Wichmann til at bringe AaB i front.

Blot et minut senere fordoblede AaB føringen, da nydeligt opspil i venstresiden førte til et fladt indlæg fra Lucho, som Rolf Toft prikkede over stregen.

AaB løb fuldstændig Hjørring-mandskabet over ende, og i det 27. minut var det endog meget tæt på 3-0, da Kasper Kusks følte afslutning kyssede sammenføjningen.

Både Rolf Toft og Jeppe Curth missede gode muligheder, inden anden halvleg hvor hjemmeholdet dominerede spillet det første kvarter.

Alligevel var det Lucho, der efter 54 minutter havde halvlegens første chance efter en smart aflevering fra Kasper Kusk.

Få øjeblikke senere slap Henrik Dalsgaard alene igennem, men i stedet for at afslutte selv valgte Dalsgaard uden held at aflevere på tværs.

Både Kasper Kusk, Mathias Wichmann og Rolf Toft havde efterfølgende gode forsøg, inden værternes første  og eneste chance i kampen kom efter 66 minutter, hvor Lasse Strandberg sendte sit forsøg lige på AaB-keeper Carsten Christensen.

Med 17 minutter igen reddede den forhenværende AaB-målmand Karim Zaza fra Henrik Dalsgaard, og efterfølgende sendte Rolf Toft riposten forbi et tomt mål.

I slutfasen kørte AaB sikkert sejren hjem efter en særdeles stærk præstation, hvor man kun kunne klandre, at sejren blev alt for lille.

Efter aftale var Jeppe Curth kun på banen i første halvleg og Henrik Dalsgaard i anden.

Den færøske landsholdsspiller Pól Jóhannus Justinussen spillede alle 90 minutter i midterforsvaret og efterlod et fint indtryk.

Matchfacts – testkamp
FC Hjørring (1. div.)-AaB (reserver)  0-2 (0-2)
21. min 0-1 Jeppe Curth, 22. min 0-2 Rolf Toft.

'